...
"Og herren vender r.... til sin dame!"
Når man nu pænt, ordentligt og i fred vil gifte i et fjernt land og derfor kører hele natten fra Tåstrup næsten til Milano i en 2CV, er det total nedtur, når man alligevel render ind i landsmænd - så fjernt fra Danmark.
Min forlovede, hendes søn og jeg havde slået os ned på en afsidesliggende campingplads i Brixental. Under en jernbanebro, hen over en markvej. Der var plantet kartofler på den del, som ikke blev lejet ud til campister på jagt efter fred og frihed.
Min nye kone, der har arbejdet i Italien, havde forberedt mig på, at jeg skulle dytte, når jeg kørte igennem tunneler, som dels var ensporede, dels uoverskuelige. Det gør italienerne nemlig. Så jeg var den perfekte nationalkamæleon, helt hjemmefra af.
Vi var kommet sikkert frem, havde afleveret vores pas til gennemsyn hos de lokale carabinieri og havde slået vores telt op.
"Slået op" - det er nu så meget sagt, for det hang trofast på sine to stænger, helt uden anden hjælp - pånær i stormvejr, men det er en anden sag.
Jeg havde godt nok bemærket, at der holdt en anden dansk bil på pladsen, med et tilhørende, kæmpestort prangende villatelt, og jeg kunne ikke lade være med at tænke:
-Jyder og gråspurve træffer man overalt på Jorden.
At det også inkluderede partifæller fra min danske hjemkommune, havde jeg slet ikke forestillet mig.
Men sådan er det åbenbart, for jeg havde dårligt nok fået sat mig til rette med min italienske lommeparlør, da en smilende dansker kom over til vores telt og, samtidig med at han slog på teltdugen, grinende råbte:
-Banke, banke på - er der no'en hjemme?
Hvem siger også, at alle danskere kan have en god vits parat, bare fordi de trænger sig ind på deres landsmænd i et fjernt land?
-Okay, kom bare ind. Min dag er alligevel ødelagt! sagde jeg med et grin, der snerrede en smule.
-Åh,hå, hå, hå! svarede min gamle ven, som jeg ikke kendte personligt, men hans "A'larm - her er intet at stjæle. Schlüter har taget det hele!" - skilt sagde alt om, hvad han indeholdt.
Sådan et havde jeg nemlig også - derhjemme, i bunden af sokkeskuffen.
-Er vi i dårligt humør, vi tre? han nikkede rundt til min forlovede og hendes søn.
-Først nu! Vi skulle bare giftes uden familien til at kigge på!
Min "gamle ven" kiggede hjælpeløst fra den ene til den anden til den tredie, men ingen smilede igen.
-Vi går udenfor! sagde jeg forekommende og gik efter ham uden for hørevidde, hen til foden af et bjerg, der virkelig fik mig til at se i postkort - så smukt var det.
-Min kone og jeg glædede os til at komme helt ned til et sted, hvor ingen taler dansk. Vi opdagede så, at vi heller ikke havde lyst til at tale dansk med hinanden. Vi ville være tæt sammen og fjolle rundt, bare med hinanden - du ved.
-Vi myrder hinanden, hvis vi ikke snart finder nogle, vi kan snakke med! sluttede han af med et langtrukkent suk.
Jeg havde jo ikke noget imod ham.
Og da slet ikke mod hans kone, som jeg slet ikke havde mødt.
Jeg vidste fra mit første ægteskab, hvor dræbende selv en lille smule tavshed kan være. For ikke at tale om uger og måneder.
-Vi skal først hjem om to uger...
Han gjorde ikke sin forklaring færdig.
Han kunne se, at jeg havde forstået, for jeg gjorde mine til at hive den obligate, medbragte kasse øl ud af bagagerummet på vores lille bil, og havde nikket til min forlovede, som havde forstået både min mimik og mine hensigter.
Vi havde kun kendt hinanden ret kort, men havde hele tiden forstået hinanden uden de store armbevægelser, så imens vi snakkede foldbold, italiensk mad og italienske kvinder/mænd, glædede jeg mig så vidunderligt over, at mit nye ægteskab under ingen omstændigheder ville komme til at ende på en campingplads i Italien - allerhøjst ville det begynde, og helt fra sin begyndelse være et smukt minde.
...
